top of page
Mathias Vogdrup-Schmidt

Tysk jagtterrier

Tysk jagtterrier lever i særlig høj grad op til beskrivelsen: ”Af jægere, for jægere”. Racen har en utrættelig jagtiver og jager praktisk talt alt. Den anvendes primært som korttidsdrivende hund efter hårvildt eller som gravsøgende hund. I udlandet er den værdsat som effektiv vildsvinehund, da den er tilpas dristig til at sætte fart på vildsvinene, og den formår ofte også at stille dyrene. Racen kan også trænes til at være apportør både fra land og fra vand samt til eftersøg på klovbærende vildt. Racen er for lille til at trække større vildtarter ned ved eftersøg, men den formår ofte at stille anskudte eller trafikskadede dyr. Den har i denne sammenhæng tidligere optrådt i Schweissregistret. Racen har altså flere jagtlige kompetencer, men formår alligevel, med den rette træning, at være blandt de bedste i flere discipliner.


Tysk jagtterrier - Jagthund - Mathias Vogdrup-Schmidt
Tysk jagtterrier

Søget er målrettet og metodisk med god førerkontakt, og racen klarer stort set alle terræntyper. Drevtiden varierer fra få minutter og op til en halv time. Racens skarphed over for rovdyr øger drevtiden på disse arter. Racen halser intensivt på fod af vildtet, hvilket gør drevet nemt at følge. En erfaren hundefører kan blot på hundens halsen afgøre, hvilken vildtart der drives, og hvordan det bevæger sig i terrænet. Som korttidsdrivende hund jager racen effektivt i både større skovområder som i mindre afgrænsede såter.


Tysk jagtterriers temperament

Tysk jagtterrier er viljestærk, modig, udholdende og temperamentsfuld – kvaliteter, der gør racen værdsat på jagten, men kan gøre den stridbar over for andre hunde. Med den rette socialisering bliver racen dog som oftest hengiven og kærlig i hjemmet. En konsekvent opdragelse og træning er nødvendig for at have en omgængelig hund, og i kombination med racens ukuelige jagtinstinkt er den tyske jagtterrier i særdeleshed en effektiv jagthund.


Comments


Post: Blog2 Post
bottom of page