top of page
Schweisshund - Mathias Vogdrup-Schmidt - jagthunde

Schweisshunde

Schweisshunde, også kaldet vildtsporhunde, er ægte specialister indstillet på det eneste formål at opspore anskudt eller trafikskadet vildt. Eftersøg gælder herhjemme primært vores hjortevildt. I andre lande også mere udfordrende arter som vildsvin og større rovvildtarter såsom bjørn. Racerne skal derfor ikke kun være  uovertrufne på sporet, men også være mentalt robuste til at nærme sig farligt vildt under pres. Hunden sporer i line, indtil vildtet findes forendt eller rejses fra sit sårleje. På den såkaldte hetz indhenter hunden vildtet og affanger det. Hvis vildtet er for stort til, at hunden selv kan affange det, trækker den vildtet ned eller stiller det, så jægeren kan affange det. Hvis hunden selv affanger vildtet efter hetzen, skal den efterfølgende rapportere til føreren, hvor vildtet ligger forendt. Blandt schweisshunderacerne har mange individer gode evner inden for rapportering enten som totverbeller eller bringselapportør/totverweiser.

Racer af schweisshunde

Adskillige racer såsom apporterende hunde og kontinentale stående hunde anvendes med stort held som schweisshunde. Alle racerne har gode anlæg for eftersøg, og da de er almindelige på anden jagt, er det naturligt, at de også anvendes til eftersøg. De rene specialister er dog:

Bayersk bjergschweisshund

Hannoveransk schweisshund

Alpenländische dachsbracke

 

De kommer til deres ret på de længste og mest vanskelige eftersøg. Det er velkendt, at når selv erfarne eftersøgningshunde af andre racer må give fortabt, kan disse racer overtage og udrede selv et gammelt spor. De er dermed, præcis som de er avlet til, i en anden liga end de øvrige racer. Til gengæld bruges de sjældent til andre jagtformer, så racerne henvender sig derfor kun til rene eftersøgningsjægere. Racerne er naturligvis derfor markante medlemmer af Schweissregistret.

Slovensky kopov, også kaldet slovakisk støver eller schwarzwildbracke, er optaget i Schweissregistret herhjemme og er fuldt ud egnet til opgaven. I sit hjemland er den specialist på vildsvin  og anvendes også til jagt på elg og bjørn. Racen er dermed fortsat mindre oplagt som jagthund på den frie danske vildtbane, men den er en kraftpræstation af en jagthund at anskaffe sig, hvis man som dansk jæger har gode jagtmuligheder i vores nabolande og anvender den som eftersøgningshund herhjemme.

Schweisshunde på andre jagtformer

Racerne kan med held også anvendes til i line at spore uskadt vildt for derved at trykke det frem til udposterede skytter, selvom denne jagtform næppe er udbredt herhjemme. En lignende teknik anvendes af og til på trykjagter, hvor hundene holdes koblet under jagten, men det er ikke nødvendigvis schweisshunde, der deltager i dette. Alpenländische dachsbracke kan også anvendes som støver eller korttidsdrivende hund.

Bayersk bjergschweisshund - Mathias Vogdrup-Schmidt - jagthunde
Alpenländische dachsbracke - Mathias Vogdrup-Schmidt - Jagthund
Hannoveransk schweisshund - Mathias Vogdrup-Schmidt - jagthunde
Schweisshunde: Text
bottom of page