Korttidsdrivende hunde
De korttidsdrivende hunde er stærke og energiske og er tilpasset jagt på hårvildt i skov eller varierende terræn med moderat til stor vildtbestand. Hundene søger i sløjfer på 100-300 meter omkring føreren, der langsomt bevæger sig frem, typisk mod vinden. Hundene tilpasser deres søg og grundighed til førerens hastighed. Der er god grund til at gå roligt fremad og lade hundene gøre deres arbejde.
Racerne er avlet til at halse på fod af vildtet, hvilken gør det enkelt for føreren og de posterede skytter at følge både søget og drevet. Drevet varer fra få minutter og typisk op til et kvarter. I nogle tilfælde op til en halv time afhængigt af hundens interesse for den givne vildtart, vildtets bevægelser og terrænet. På den måde minder de om støvere, men driver i kortere tid, deraf navnet.
Skabt til drivjagt og bevægelsesjagt
Af de korttidsdrivende hunde er den tyske jagtterrier og westfalenterrier velegnede til drivjagt på mindre revirer, da racerne er gode til at tilpasse søget til det givne terræn. Den tyske wachtelhund kræver lidt større såter end de to korttidsdrivende terriere. Ud over på drivjagt er alle tre racer ideelle til store såter i skov, hvor deres racetypiske halsen gør jagten let at følge for både hundeførere og jægere.
Racernes jagtegenskaber gør dem helt oplagte til bevægelsesjagter, da de søger over relativt store områder og driver i et begrænset tidsrum i et afpasset tempo. Derved får de rejst meget vildt og skaber gode skudchancer for de udposterede skytter.
Korttidsdrivende hunde er gode til vildsvinejagt
Racerne egner sig også godt til vildsvinejagt og bruges i stor stil til dette i vores nabolande, hvor den hyppige halsen spiller en særlig vigtig faktor, når hundene stiller grisene. Vildsvinene stopper op og gør front mod hunden(e) i irritation over at blive forstyrret. Hundens halsen tillader derved føreren at lokalisere vildtet og ubemærket pürsche sig på skudhold.
Andre racer på drivjagt
På de almindeligt afholdte drivjagter med haglvåben herhjemme anvendes et væld af hunde. Det kan være retrievere, kontinentale stående hunde, engelske springer spaniel FT’er, terriere med mere. De bruges til at sætte fart i vildtet og forfølge det i få minutter, så længe hunden har kontakt. Jagten foregår her oftest ved hjælp af synssansen og fært i luften. Funktionen for hunden er at rejse og sætte fart på vildtet, så det render ud mod de posterede skytter i en forholdsvis afgrænset såt. Hunden skal ikke følge fod i længere tid og skal hurtigt og villigt vende retur til føreren. Hunden skræmmer dermed mere vildtet op og i bevægelse, end den driver vildtet i mere klassisk forstand.
Dette arbejde på drivjagt kan de fleste hunderacer udføre, så længe de har vildtinteresse. Metoden fungerer fint i de ofte forholdsvis små såter på drivjagter med haglvåben på danske revirer. Nogle foretrækker at hundene halser på fod af hårvildt, men dette er ikke en racetypisk egenskab for alle disse racer, selvom det forekommer. Man kan dog argumentere for, at det er uhensigtsmæssigt arbejde for racer, der er specialister i helt andre discipliner.
