• Mathias Vogdrup-Schmidt

Tysk ruhåret hønsehund

Tysk ruhåret hønsehund, eller bare tysk ruhår, er en alsidig jagthund, der har gode egenskaber som stående fuglehund, men bliver i høj grad også brugt som apportør fra land og fra vand, på drivjagt og som eftersøgningshund. Racen er den skarpeste af de tre tyske hønsehunde over for rovvildt, og den er tilpas skarp og mentalt robust til at anvendes på vildsvinejagt og også på de vanskelige og til tider farlige eftersøg på vildsvin. Racen er blandt de mest almindelige racer i Schweissregistret.

Tysk ruhåret hønsehund
Tysk ruhåret hønsehund

Racen søger ofte med veksling mellem løftet hoved (som de engelske stående hunde) og med snuden sænket til jorden (som de fleste kontinentale racer), hvilket giver en fin kombination til formålet med at finde vildt og bidrager til dens altid effektive arbejde.


Tysk ruhåret hønsehund er robust og selvsikker

Racen lægger en stor indsats for dagen, og med sin både fysiske og psykiske robusthed går den selvsikkert og målrettet ind til enhver jagtlig opgave. Dens vandinteresse og vandskyende pels gør den også oplagt til arbejde i det våde element. Racens udtryk er mere groft end de øvrige hønsehundes, og den afskrækkes hverken af tornekrat eller på anden måde ufremkommeligt terræn.

Som stående hund er søget grundigt, og den egner sig godt til skovterræner. På drivjagt kan den have tendens til at søge og drive langt fra føreren, men nyder generelt at have god kontakt. Dens egenskaber på drev og skarphed over for rovvildt og klovbærende vildt gør, at man skal være opmærksom på dens interesse i at strejfe, hvis den får muligheden.


For mere om jagt og jagthunde - følg mig på Facebook: Jæger og forfatter Mathias Vogdrup-Schmidt | Facebook