Irsk setter.jpg

Stående hunde

Gruppen af stående hunde inddeles i kontinentale og engelske racer. De kontinentale racer er generelt mere alsidige i deres jagtlige anvendelse, mens de engelske racer, altså pointeren og setter-racerne, oftest er helt specialiseret på jagten på hønsefugle, skovsneppe samt dobbeltbekkasin. Breton er en fransk race, der dog anvendes og går markprøver på linje med de engelske stående hunde.

Stående hunde på jagt
De stående hunde skal søge bredt og metodisk og tage stand for vildtet, indtil jægeren når frem. På kommando skal hunden rejse vildtet for derefter at forholde sig roligt, så jægeren får frit skud. På efterfølgende kommando apporterer hunden vildtet til føreren. Jagten involverer for de engelske stående hunde typisk vidstrakt åbent land som marker, heder og fjeldheder. De kontinentale stående hunde anvendes i større grad i mere varieret terræn og i skov. Jagten kan foregå enten som enkeltmandsjagt eller som fællesjagter med flere hunde, hundeførere og jægere. På de større jagter er et kendetegn for dygtige stående hunde deres evne til at sekundere. Altså at tage stand for samme fugl eller flok, som en anden hund allerede står stand ved. Hermed udpeges vildtet endnu mere præcist, og hundene ødelægger ikke skudchancerne for hinanden.

Vildtarter, der jages med stående hunde

Hønsefugle som agerhøns og fasaner er de primære mål for jagten i det åbne land, ligesom dobbeltbekkasin på de våde enge. Derudover efterstræbes skovsneppe i skovene og langs levende hegn. De kontinentale racer anvendes desuden også på drivjagt blandt andet og har interesse også for hårvildt. Der ligner deres arbejdsområde nogle gang i højere grad de korttidsdrivende hunde

Lydighedshunde

Alle racer i gruppen kræver grundig og vedholdende lydigheds- og jagttræning, før de kan anvendes på praktisk jagt – særligt på fællesjagter. Man skal derfor være indstillet på dette krævende arbejde med hunden før og sideløbende med hundens jagtlige karriere. Til gengæld får man så også, afhængig af temperament og behov, en specialist eller alsidig jagthund af rang.

Racer
Gammel dansk hønsehund er den eneste nordiske stående hunderace, men der findes et væld af racer fra hele Europa. Gruppen af stående hunde er således også den største gruppe af jagthunde herhjemme. Mange af de racer, der optræder i Danmark, stammer fra den nordvestlige del af Europa. Racer fra Sydeuropa er ofte lige så kompetente på jagten, og det er ofte geografiske årsager og traditioner, der har fordret nogle racer over andre. Ofte ligner racerne også i anvendelse og udseende hinanden ganske meget selv på tværs af lande. Flere racer, der meget sjældent også optræder på dansk jagt, er griffon-korthals, pudelpointer, braque francais, spinone italiano og bracco italiano med flere.

 
Kleiner münsterländer.jpg

Kontinentale stående hunde

De kontinentale stående hunde er en samlebetegnelse for alle de stående hunderacer, der stammer fra det europæiske kontinent. De fleste racer, der anvendes i Danmark, stammer fra Tyskland. Det skyldes både geografi, tradition og at der gennem tiden er udviklet adskillige racer inden for gruppen af stående hunde i Tyskland. Derudover findes der nogle racer fra Holland. Et land som Frankrig har et væld af stående hunderacer (og andre jagthunderacer for den sags skyld). De har ikke i væsentlig grad fået fodfæste herhjemme. Italien har også flere racer, ligesom der er gode stående hunde på den Iberiske halvø. Vizslaerne er Ungarns bud på stående hunde, ligesom der er flere racer fra Balkan og Østeuropa. Tyskland er dog dominerede i antal og anvendelse af kontinentale stående hunde herhjemme. Den eneste nordiske stående hunderace er gammel dansk hønsehund.

I Danmark er de hyppigst forekommende kontinentale stående hunderacer:

Gammel dansk hønsehund
Tysk korthåret hønsehund
Tysk ruhåret hønsehund
Tysk langhåret hønsehund
Kleiner münsterländer
Grosser münsterländer
Weimaraner
Drentsche patrijshond
Vizsla
Stabyhoun

Alle racerne er som nævnt alsidige i deres anvendelse og bruges ikke kun som stående hunde. Tysk ruhåret hønsehund (tysk ruhår) er blandt de skarpeste hunde i gruppen selvom visse weimaranere m.fl. f.eks. også kan måle sig med dem. I den modsatte ende af skalaen ses de hollandske racer drentsche patrijshond (drente) og stabyhoun, som anvendes på en mere afdæmpet facon. Selvom der er stor lighed mellem racerne i anvendelse og potentiale, er der dog også stor forskellighed ud fra spørgsmål om smag, stil, tradition, avlsmål osv. Dog er der stor variation i enkelte individernes evner og temperament. Det handler derfor om at undersøge de forskellige racer grundigt, vurdere hvalpe på baggrund af forældrenes egenskaber og anvendelse og prøve sig frem.

 
Engelsk setter.jpg

Engelske stående hunde

Jagten involverer for de engelske stående hundes vedkommende typisk vidstrakt åbent land som marker, heder og fjeldheder. De kontinentale stående hunde anvendes i større grad også i mere varieret terræn og i skov. Jagten kan foregå enten som enkeltmandsjagt eller som fællesjagter med flere hunde, hundeførere og jægere. Fælles for de engelske stående hunde er høj fart og brede søg, men også en enorm vilje og evne til at tage stand. Hønsefugle som agerhøns og fasaner er de primære mål for jagten i det åbne land, ligesom dobbeltbekkasin på de våde enge. Derudover efterstræbes skovsneppe langs levende hegn og ryper på de skandinaviske fjelde mm. Derudover er mange tiltrukket af racerne ud fra deres udseende og stilen, hvormed de udfører deres arbejde.

Racerne, der hyppigst anvendes på dansk jagt, er:

Engelsk setter
Irsk setter
Gordon setter
Pointer
Breton

Irsk rød/hvid setter adskiller sig kun væsentligt fra irsk setter på farvekombinationen, men den ses efterhånden kun yderst sjældent herhjemme.

Herhjemme fastholdes specialiseringen af de engelske stående hunde i højere grad end for de kontinentale stående hunde. Sidstnævnte er dog også i opdrag avlet til alsidighed, og bruges i langt højere grad på f.eks. drivjagt og til eftersøg. Dog har mange glæde af bredt anvendelig jagthund, og få jægere medbringer trods alt to hunderacer på fuglejagt herhjemme. Man kan diskutere, om man i så fald ikke skulle have valgt en kontinental race i første omgang. Det er dog heldigvis op til den enkelte at beslutte. Hvis man hovedsageligt går på fuglejagt i det åbne land, men også lige kan drive en mindre skovsåt af en gang imellem, kan mange fristes til det. Det er den klassiske diskussion mellem specialisering og alsidighed, som man må afgøre med sig selv ved valg af hund. I avlen er det dog vigtig at være målrettet og åben om sit valg.