En drever er en klassisk støver og bliver ofte benævnt ”de drivende hundes formel 1” på grund af sin lave statur, sporsikkerhed og ihærdighed. Racens korte ben er dog ikke til hindring for dens evne til at følge fod af vildt. Racen anvendes oftest til støverjagt på hare og råvildt. Racen kan præges på det større hjortevildt, men deres bevægelsesmønstre ved drev er ikke på samme måde fremmende for jagten, da de ofte tager på langfart og ikke bugter. En drever kan på samme måde som de nordiske støverracer præges på en enkelt vildtart. I dens hjemland, Sverige, bruges racen langt overvejende til råvildtjagt og er dér desuden blandt de mest udbredte jagthunde.
Drever på jagt
Dreveren har et stort og grundigt søg og er enormt sporsikker, når den har rejst vildt. Farten er stabil, selvom vanskeligt terræn og dyb sne sænker hastigheden. Ved denne type jagt spiller dette dog ingen nævneværdig rolle. Dens dybe, vidtrækkende og hyppige halsen er en fornøjelse for jægeren, som derved kan følge drevet. Samtidig lader hundens halsen drevdyret vide, at forfølgelsen fortsætter på trods af den begrænsede hastighed. Drevtider på over en time er normale, selvom de seneste års avl pågår med kortere drevtider for øje. Dreveren har dog god fornemmelse for, hvornår drevdyret tager på langfart, og vender derefter tilbage til føreren. Racen er selvstændig og anvendes ikke til andre jagtformer eller aktiviteter. Dreveren skal slippes og ikke føres.
Racen optræder stort set ikke som selskabshund og er avlet med fokus på styrke og robusthed nærmere end udseende og fart. Racen optræder også med sin tidligere danske variants navn, strellufstøver, og er i udseende og jagtegenskaber lig sin stamfader, den westphälische dachsbracke.
Følg mig på Facebook: Jæger og forfatter Mathias Vogdrup-Schmidt - Startside | Facebook