Golden retriever er en værdsat apporterende hund, der selv under de mest hektiske jagtlige øjeblikke roligt afventer kommando til apportering af nedlagt vildt. Racen arbejder selvstændigt og metodisk for at lokalisere anskudt vildt og det vildt, der er faldet uden for synsvidde. Racen er kendt for sin nænsomme måde at apportere vildtet på, hvilket er passende, når også mindre vildtarter skal med hjem til kødgryderne.
Som retrievere er flest, er racen glad for vand og apporterer hellere end gerne herfra. Racen har stor apporteringslyst og bærer ofte rundt på genstande i længere tid for egen fornøjelses skyld.
Racen anses som værende let at træne og er ofte meget førerorienteret.
Golden retriever som jagthund og familiehund
Som de øvrige retrievere arbejder racen roligt og koncentreret på eftersøg og kan med fordel anvendes til denne disciplin også. Den optræder med et lille antal hunde i Schweissregistret. Der- udover anvendes den også på drivjagt. Racen er en solid følgesvend i sine jagtdiscipliner, selvom den er den mindst specialiserede af retriever-racerne. Dens brede anvendelighed, lydighed og ikke mindst familievenlighed gør den til en populær jagthund.
De egenskaber, der gør racen til en udpræget lydighedshund, og dens altid venlige fremtoning har også gjort racen til en meget populær familiehund verden over. De linjer, der i generationer er avlet som selskabshunde, har kun lidt tilbage af deres jagtlige egenskaber. Jagtlinjerne er ofte mindre, lettere og mere mørklødede end selskabshundene, og man skal ved denne race være særlig opmærksom på det jagtlige ophav.
Læs mere på Jæger og forfatter Mathias Vogdrup-Schmidt | Facebook og i min bog Danmarks Jagthunde.
Comments