Vizslaen forekommer i en korthåret og ruhåret udgave, der er adskilt i forskellige racer. Deres egenskaber er dog så nærliggende, at de her behandles under ét. Racerne anvendes primært som stående fuglehunde, hvor de effektivt lokaliserer vildtet og har god stand. De er ved denne jagtform også værdsat for at holde god kontakt til føreren. Deres apporteringslyst og vandinteresse gør dem også til gode apporterende hunde fra land og fra vand.
Racerne anvendes desuden på drivjagt efter hårvildt, selvom de ikke er avlet til at halse på drevet – en egenskab, der optræder hos nogle individer, men som man ikke kan forvente. Interessen for hårvildt og drev gør også, at racerne bliver anvendt på eftersøg, og den korthårede vizsla er indtrådt i Schweissregistret. Fælles for racerne er, at de er lette at træne og er ivrige og alsidige i deres jagtlige anvendelse.
Vizsla - ruhåret vs. korthåret
Den ruhårede vizsla er mere robust bygget end sin korthårede fætter, selvom de begge er stærke og adrætte. Dertil gør den ruhåredes underuld, at den er bedre tilpasset vores nordiske klima og særligt apportering fra koldt vand, som jo oftest er tilfældet herhjemme. Den korthårede kommer nemt til at fryse, hvis den ikke konstant er på arbejde. Den ruhårede vizsla er dog stadig betydeligt mere sjælden både herhjemme, i Ungarn og i Europa, og genbanken er derfor begrænset, hvilket fortsat kan have indvirkning på jagtegenskaber, pelskvalitet med mere.
For mere om jagt og jagthunde - følge mig på Facebook: Jæger og forfatter Mathias Vogdrup-Schmidt | Facebook