top of page
  • Mathias Vogdrup-Schmidt

Jagthunde

Jagthunde i Danmark spænder over syv grupper og mindst 36 racer. Det er derfor ikke altid helt let at vælge, hvilken eller hvilke racer man skal give sig i kast med. Man skal være helt klar på sine jagtlige behov. Men man skal i ligeså høj grad overveje om man kan tilbyde hunden det, den fortjener af jagtlig stimulans og brug. Hvilke revirer kan man jage på regelmæssigt? Hvilke jagtformer foretrækker man selv? Kommer man til at anvende hunden til andre discipliner, end den i virkeligheden er avlet til? Der er mange overvejelser at gøre sig. Nogle danske jægere har glæde af alsidige jagthunde og bruger deres hunde til flere forskellige discipliner. Andre foretrækker rene specialister. Det er smag og behag. For hundens skyld bør man dog gøre sig formålet med sin jagthund klar, inden man køber den. For at støtte med dette vises her en oversigt over de forskellige grupper og racer af jagthunde i Danmark.

Beagle - Knæk & Bræk
Beagle

Støvere

Støvere optræder i Danmark med de kortbenede racer drever, beagle og gravhund. Støverne anvendes primært til støverjagt og bevægelsesjagt efter råvildt, ræv og hare men også kronvildt og dåvildt. Gravhunden kan naturligvis også bruges som gravsøgende hund, men støverne betegnes ellers som specialister i at følge fod af vildt selvstændigt og over større arealer.



Westfalenterrier - Knæk & Bræk
Westfalenterrier

Korttidsdrivende hunde


De korttidsdrivende hunde optræder i Danmark med racerne tysk jagtterrier, tysk wachtelhund og westfalenterrier. De korttidsdrivende hunde anvendes primært til drivjagt, men kan også bruges alsidigt som apporterende hunde, schweisshunde, gravsøgende hunde mm.



Gravhund - Knæk & Bræk
Gravhund

Gravsøgende hunde


De gravsøgende hunde er i Danmark repræsenteret af terrierne og gravhunden. Klassiske terrierracer er Jack Russell terrier, Parson Russell terrier m.fl. Racerne anvendes primært til jagt under jorden efter ræv og mårhund, men nogle kan også bruges som korttidsdrivende hunde.



Engelsk springer spaniel FT - Knæk & Bræk
Engelsk springer spaniel FT

Stødende hunde


Stødende hunde er herhjemme repræsenteret af spanielracerne engelsk cocker spaniel FT og engelsk springer spaniel FT. Jagtspanielracerne er som navnet antyder skabt til jagt for stødende hund, men bruges også som apporterende hund, på drivjagt mm.



Golden retriever - Knæk & Bræk
Golden retriever

Apporterende hunde


De apporterende hunde - retrieverne - er i Danmark repræsenteret af labrador retriever, golden retriever, flat coated retriever m.fl. Racerne anvendes primært som apportører, men bruges også som schweisshunde og på drivjagt.


Engelsk setter - Knæk & Bræk
Engelsk setter

Stående hunde


De stående hunde optræder herhjemme i to undergrupper: den kontinentale racer som gammel dansk hønsehund, tysk ruhåret hønsehund m.fl. og de engelske racer som engelsk setter og breton. Racerne anvendes primært på jagt over stående hunde, men særligt de kontinentale racer anvendes også meget alsidigt som schweisshunde, på drivjagt mm.



Hannoveransk schweisshund - Knæk & Bræk
Hannoveransk schweisshund

Schweisshunde


Schweisshunde er i Danmark repræsenteret af bayersk bjergschweisshund, hannoveransk schweisshund og alpenländische dachsbracke. Racerne er udprægede specialister i at følge foden af anskudt og trafikskadet vildt.




Jagtformer og jagthunde


I Danmark bedrives en lang række forskellige jagtformer, hvor jagthundens rolle spiller ind på hver sin særlige måde. Til nogle jagtformer kan kun udvalgte racer anvendes, mens der til andre kan vælges mellem flere grupper og racer af jagthunde.


Post: Blog2 Post
bottom of page