top of page
  • Mathias Vogdrup-Schmidt

Bassets

I Danmark anvendes bl.a. drever og gravhund som støvere på jagt efter råvildt, ræv, hare, dåvildt og kronvildt. En række franske bassetracer såsom basset artesien normand, petit basset griffon vendeen og basset fauve de bretagne har samme egenskaber som disse racer. De har dog ikke i væsentlig grad gjort deres entré på dansk jagt endnu. I Sverige, hvor jagt med støvere er langt mere udbredt, er basset-racerne dog blevet særdeles populære over de seneste årtier.


Jagtegenskaber

Drevtiderne er i den korte ende for gruppen af støvere, hvilket gør dem oplagte til mindre terræner. Det er jo i navnlig en fordel i en dansk sammenhæng, der er præget af mange forholdsvis små revirer. Dertil er basset-racernes søg også i den korte ende for gruppen. Og de vender forholdsvist hurtigt retur til føreren, hvis drevdyret tager på langfart. Faktisk kan man hævde, at basset-racernes egenskaber gør dem mere oplagte til jagt på gennemsnitlige danske revirer end drever, beagle og gravhund. Sidstnævnte er mere ihærdige (hvilket er godt, bare ikke hvis man har et lille jagtterræn).


I Frankrig, hvor basset-racerne kommer fra, bruges de ofte i kobler i varierende størrelse. Da det ikke er tilladt i Danmark bør man orientere sig mod Sverige, hvor jagttraditionerne med en enkelt løshund, solodrivere, har skabt gode avlslinjer til dette.


Alle tre racer anvendes på jagt efter ræv, hare, rådyr og i flere tilfælde også det større hjortevildt. Visse steder bruges de også på vildsvinejagt uden dog at være avlet til dette. I Frankrig og andre lande bruges de i høj grad også til jagt på vildkanin, hvilket ikke er en så udbredt jagtform i Norden.


Basset-racerne

Basset artesien normand er den langsomste men mest sporsikre af de tre. Det gør, at vildtet ofte bugter ganske snævert på drevet. Særligt råvildtet kan bugte på et forbavsende lille areal. Derved er basset artesien normand måske den mest oplagte basset-race til jagt i Danmark. Dens halsen er dyb og tydelig.



Petit basset griffon vendeen har ligeledes en overraskende kraftigt halsen, det kan vanskeligt at forstå kan komme fra så lille og ”sød” hund. Det er dog en fornøjelse at følge på jagten. Racen er også kendt for hurtigt at vende tilbage til sin fører, når drevdyret trækker ud af såten. Den er ikke så god til at få drevdyret til at bugte som basset artesien normand, men til gengæld vender den hurtigere retur.



Basset fauve de bretagne har overvejende de samme egenskaber som petit basset griffon vendeen og betragtes ofte som den mest lydige racer af de tre. Det er derfor mere et spørgsmål om temperament og personlig smag, der vil afgøre valget mellem de to.




Alle tre basset-racer er som støvere med deres gode sporegenskaber oplagte til eftersøgninger også. De arbejder koncentreret og roligt på sporet. De er for små til at kunne trække større vildt ned og har ikke skarphed overfor skadet vildt og rovvildt som andre racer. I stedet stiller de vildtet, indtil hundeføreren når frem.


Alle tre racer er udprægede familiehunde, og har som andre støvere en meget svag interesse for vildtet foruden sporarbejdet. Det gør alle tre racer meget oplagte som familiemedlemmer; også sammen med andre hunde og husdyr.


Følg mig på Facebook: Jæger og forfatter Mathias Vogdrup-Schmidt - Startside | Facebook


Post: Blog2 Post
bottom of page