top of page

Bøffeljagt i Sydafrika

  • Mathias Vogdrup-Schmidt
  • 22. jun.
  • 4 min læsning

Opdateret: 27. jun.

Bøffeljagt i Sydafrika og andre steder på det afrikanske kontinent, er noget nær den ultimative jagtoplevelse for mange jægere. Hvert år strømmer jægere fra hele verden til Sydafrika og de øvrige lande i den sydlige del af Afrika i håbet om at nedlægge den sagnomspundne afrikanske bøffel.


Bøffeljagt i Sydafrika
Bøffeljagt i Sydafrika er den ultimative jagtoplevelse

Man skal ikke bare være heldig og kunne sit jagtlige kram på pürsch og sin teknik med riflen. Man skal have den mentale robusthed til at nærme sig et så stort, stærkt, intelligent og ikke mindst aggressivt og farligt dyr som den afrikanske bøffel. Det er ikke uden grund, at bøflen er blandt "the big 5" - altså de fem største og farligste vildtarter i Afrika. Mange professionelle jægere vil hævde, at netop bøflen er den farligste af de fem og af alle andre arter i øvrigt. At den samtidig er enormt skudstærk og vanskelig at jage gør ikke udfordringen mindre, og sammenstillet med et værdigt trofæ er det netop derfor, at bøffeljagt i Sydafrika er så eftertragtet.


Bøflens biologi

Den afrikanske bøffel (Syncerus caffer), tidligere også benævnt kafferbøffel, og på engelsk "cape buffalo" er et imponerende dyr, der lever i Afrika syd for Sahara.


Den afrikanske bøffel kan veje op mod 1 ton og måle op til 1,7 meter i højden ved skulderen. Tyrene er betydeligt større og kraftigere end køerne, og har store, sammenvoksede horn, der på de store trofæer danner en solid "hjelm" over panden. Trods deres robusthed og størrelse og lidt kluntede bevægelser kan de løbe op mod 60 km i timen.


Afrikansk bøffel - cape buffalo
Afrikansk bøffel er et socialt dyr

Bøflerne er sociale dyr, der næsten altid optræder i større eller mindre flokke, der kan rumme flere hundrede og nogle gange flere tusinde dyr. Kun gamle gnavne tyre går alene. De lever både på helt og halvt åben savanne, i tæt buskads, i bjergrige egne, og en underart lever endda i Afrikas tætte regnskove. De er dog afhængige af tilgang til rigeligt vand, græsningsarealer og ikke mindst skygge i middagsheden, og undgår derfor helt tørre områder og decideret ørken.


Bøflen er drøvtygger ligesom køer og bruger mange timer dagligt på at græsse og tygge drøv. Normalt er bøflerne fredsommelige og sky og holder sig gerne skjult i vegetationen, hvor de trasker stille omkring. Ofte ses de med oksehakkerfugle på ryggen, der spiser flåter og andre parasitter fra bøflerne hud. De er dog kendte for deres aggressivitet og kampberedthed over for eventuelle fjender. Kun dristige løver og i sjældne tilfælde hyæner vil angribe en voksen bøffel, mens svage dyr og kalve kan være mere udsatte. Flokken vil dog i mange tilfælde forsvare offeret voldsomt, som oftest slipper billigt fra det. Ikke sjældent er det angriberen, der er blevet såret eller dræbt i mødet med den afrikanske bøffel.


Bøffeljagt

Bøffel bedrives som det meste øvrige jagt i Sydafrika som pürsch. Det er altid en fordel at kende sit terræn og vildtets vaner godt; det gælder særligt på farligt vildt, derfor har man oftest en eller flere professionelle hunters (PH'er) samt en eller flere trackere med sig.


Bøflen ser forholdsvis dårligt, men lugter og hører farer på lang afstand. Derfor er det afgørende at gå mod vinden for at komme dem tæt ind på livet. Dertil er de intelligente og beregnende dyr, så det kræver sit at bringe sig på skudhold. Hvis man ikke kan komme på skudhold på grund af vegetation, men har en fornemmelse af, hvor bøflerne går, kan man også forsøge sig med trykjagt. Her placeres skytten og PH'erne ved en veksel eller et åbent stykke, mens trackerne går rundt op i vinden for at trykke bøflerne frem mod skytten. Man bør dog ikke skyde til bøfler i bevægelse, men vente til de stopper op, da de er så enormt skudstærke, at første skud altid bør afgives helt kontrolleret.


Bøffeljagt i Sydafrika er blandt de mest udfordrende jagtformer
Bøffeljagt i Sydafrika er blandt de mest udfordrende jagtformer

Skuddet skal som på det meste andet afrikanske vildt så vidt muligt placeres på bladet, eller hvis dyret står frontstillet i bringen. Ulig det meste andet vildt, skal man dog helst under 40 meter eller tættere på bøflen, inden man skyder. Et skud på bladet vil dog i en så nervepirrende situation dog for de fleste være at foretrække. Placeret rigtigt og med kvalitetsammunition vil et træf her være dødeligt inden for relativt kort tid. I sjældnere tilfælde under svære forhold, kan der afgives skud mod hovedet. Placeret lige mellem øjnene med træf i hjernen, er dette skud naturligvis umiddelbart dødeligt, men bør ikke praktiseres uden grundig overvejelse.


Farlig jagt på bøffel

For det er først efter at første skud er afgivet, at bøffeljagten for alvor adskiller sig fra jagt på andre store planteædere. Bøflen er exceptionelt skudstærk og dertil muskuløs og ufattelig voldsom i sin styrke. Selv køerne er langt mere aggressive end øvrigt vildt, og ikke så sjældent vil en bøffel vende sig mod skuddet og faren og angribe.


Der kan gives utallige beretninger om farlige jagter med nærdødsoplevelser samt tilskadekomne og dræbte jægere og trackere. De kræver et lejrbål under den afrikanske stjernehimmel og en kold øl. Men der er hvert år adskillige mennesker, selv erfarne PH'ere og trackere, der ikke vender levende tilbage fra bøffeljagt.


Af samme grund kræves der af PH'erne til jagt på afrikansk bøffel i Sydafrika ikke bare den almindelige PH-uddannelse, men en separat og langt mere omfattende uddannelse i jagt på farlige vildtarter. Der er også efterhånden mindstekrav til kaliber i mange afrikanske lande, og det er absolut tilrådeligt at bruge de klassiske safarikalibre som .375 Holland & Holland, .416 Rigby og tilsvarende. Træning og rutinering med disse kalibre og gerne egen riffel er anbefalelsesværdigt inden afrejse - for din egen skyld.


Selvom PH'en altid også vil være bevæbnet med en riffel i passende kaliber, er et bøffelangreb umiddelbart efter skuddet eller på et vanskeligt eftersøg en umådelig presset situation. Selv flere opfølgende skud er ingen garanti for at stoppe en angribende bøffeltyr.


Hvis man jægermæssigt og mentalt fortsat er klar til at begive sig ud i bøffeljagt i Sydafrika er det til gengæld et skæringspunkt i enhver jægers liv og et værdigt minde for livet.


Bøffeljagt i Sydafrika hos Mankazana Safaris
Bøffeljagt i Sydafrika hos Mankazana Safaris

Bøffeljagt i Sydafrika hos Mankazana Safaris

Bøffeljagt kræver erfarne og dygtige PH'er af den rette støbning for at sikre, at alle involverede parter får en god oplevelse. Det er netop, hvad vi tilbyder hos Mankazana Safaris i Sydafrika.


Kontakt mig gerne på mvs.venandi@gmail.com - så sammensætter jeg din drømmerejse på bøffeljagt i Sydafrika.


 
 
Post: Blog2 Post
bottom of page